Vil du have indblik i den danske og internationale træbranche – og er du optaget af den grønne omstilling og bæredygtigt byggeri? Er du god til sociale medier og har lyst til at videreudvikle og tage ansvar for vores? Så har vi studenterjobbet til dig.

Dansk Træforening er brancheforening for Danmarks træimportører, og vores medlemmer sourcer træ fra hele verden. Foreningen arbejder i krydsfeltet mellem træmarkedet og den internationale skovpolitik og arbejder for at fremme forbruget af bæredygtigt træ. Vi har et godt og tæt samarbejde med træbranchens øvrige kræfter i ind- og udland.

Dansk Træforening er også sekretariat for træbranches fælles informationsprojekt Træ.dk, som arbejder for at oplyse om brugen af træ, primært via hjemmeside, nyhedsbreve og sociale medier.

Vi mangler dig, der kan omsætte tal og statistik til relevant information for vores medlemmer og er stærk til sociale medier.

Det, vi tilbyder

Hos Dansk Træforening får du mulighed for at lære en brancheforening at kende indefra. Vi er et lille sekretariat med to medarbejdere, så du får lov til at få fingre i meget af det, vi beskæftiger os med.

Som vores nye studentermedhjælper bliver du både en del af en den daglige drift og kommer også til at indgå i forskellige projekter.

Vi er åbne og nysgerrige efter, hvad du kan bidrage med – ikke mindst inden for sociale medier.

Arbejdstiden er på 10-15 timer ugentligt med gode muligheder for fleksibilitet.Vi holder til på en smuk gammel herregård i Gammel Holte og har gratis frokostordning.

Det, du kommer til at lave

En vigtig opgave er at indsamle, bearbejde og videreformidle importstatistik og markedsinformationer til vores medlemmer.

Dernæst har vi brug for dig til at tage hånd om vores sociale medier – lave indhold til både Træforeningens og Træ.dk’s platforme og gerne prøve nye formater af. Du får rig mulighed for at ”lege” og løbende udvikle dine kompetencer.

Vi forestiller os også, at du i mindre grad vil spille en rolle i udførelsen af diverse formidlingsopgaver, det kan fx være i form af podcasts, artikler til hjemmesiden og nyhedsbreve.

Derudover er der en række faste, administrative opgaver som at opdatere Træforeningens hjemmeside, skabe nyt indhold til www.træ.dk og besvare kommentarer og henvendelser til Træ.dks brevkasse, holde styr på Træ.dk’s træambassadører og hjælpe til med planlægning og praktiske gøremål i forhold til møder og events.

Vores ønskeliste til dig

Ingen får alt, hvad de peger på, men kan du genkende dig selv i de fleste af punkterne herunder, er vi godt på vej:

  • Du er i gang med en videregående uddannelse. Hvilken er mindre vigtig, så længe du har en fornuftig fornemmelse af – og gerne erfaring med – statistik og sociale medier
  • Du skriver godt og vil gerne producere indhold, der når ud til tusindvis af mennesker
  • Du ved, hvad der virker på sociale medier og har lyst til at udforske og udvikle vores
  • Måske har du erfaring med – eller interesse for – grafik og videoproduktion
  • Du har kendskab til WordPress og Mailchimp – eller kan hurtigt sætte dig ind i systemerne
  • Du kender måske lidt (eller meget?) til skovdrift, træ og træprodukter
  • Du er ikke bange for rutineprægede opgaver – for de er en del af pakken. Vi kan selv kopiere og lave kaffe, men der vil være mindre udfordrende opgaver noget af tiden

Vi forventer ikke, at du kan sætte ”hak” ved alle vores ønsker – vi skal nok sørge for god oplæring og introduktion, så du kan komme godt i gang!

Ansøgning:

  • Send ansøgning og CV til Dansk Træforening på dktimber@dktimber.dk. Send din ansøgning snarest muligt. Samtaler vil blive afholdt løbende.

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte direktør Jakob Rygg Klaumann.

Læs mere om Dansk Træforening på www.dktimber.dk og om Træ.dk på www.træ.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Print Friendly, PDF & Email