Byggeriet vil tage større ansvar for biodiversiteten – men vi mangler stadig de rette måleværktøjer
Metoderne til måling af byggeriets påvirkning på biodiversiteten er mangelfulde, lyder det i nyt roadmap. Risikoen er pæne tal på papiret uden reel effekt for biodiversiteten.
Der er voksende fokus i byggeriet på at tage ansvar for biodiversiteten i materialernes værdikæder. Men når påvirkningen skal måles og dokumenteres, er det stadig et område i udvikling, hvor de nuværende metoder ikke kan stå alene.
Sådan lyder konklusionen i Roadmap for metode til vurdering af byggeriets off-site biodiversitetspåvirkning fra Strateginetværket for Bæredygtigt Byggeri. Partnerskabet for Dansk Træbyggeri bakker op om konklusionerne og peger samtidig på dokumentation og sporbarhed som vigtige skridt på vejen.
Gennem flere år har der været fokus på byggeriets klimapåvirkning, og CO₂-beregninger er i dag en fast del af arbejdet. Men klimaet er ikke det eneste, der påvirkes. Også biodiversiteten rammes, især i de værdikæder, hvor materialer udvindes, produceres og transporteres.
Derfor vokser behovet for metoder, der kan måle biodiversitetspåvirkningen. Udfordringen er imidlertid, at biodiversitet er langt vanskeligere at opgøre end CO₂. Den er kompleks og stedsspecifik, og metoderne bygger på et svagt datagrundlag, som kan give modstridende resultater. Risikoen er pæne tal på papiret uden reel effekt for biodiversiteten.
Roadmappet viser, at området stadig er i en tidlig fase. De LCA-baserede metoder kan skabe overblik og pege på risikofyldte materialer og værdikæder, men kan endnu ikke stå alene som designparameter eller dokumentation for biodiversitetstab.
Den vurdering bakker Partnerskabet for Dansk Træbyggeri op om.
“Hvis biodiversitet bliver et tal, der optimeres isoleret, risikerer vi at styre forkert. Det afgørende er at træffe beslutninger, der reelt reducerer presset på naturen,” siger Tanja Blindbæk Olsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien .
Vi skal ikke vente med at handle
Det betyder ikke, at branchen skal vente. Tværtimod anbefales det at arbejde med biodiversitet i værdikæderne allerede nu, uden dog at overfortolke metoderne.
LCA-beregninger bør kombineres med de områder, hvor træindustrien allerede har erfaring, eksempelvis i form af leverandørdialog, krav til oprindelse, certificeringer og sporbarhed. FSC og PEFC stiller krav til ansvarlig skovforvaltning og sporbarhed, og med EU’s afskovningsforordning (EUDR) bliver kravene yderligere skærpet. Sporbarhed og ansvarlig produktion er dermed konkrete krav, og ikke kun ambitioner.
“Vi har ikke alle svarene, men vi har til gengæld erfaring med sporbarhed og certificering. Det er netop den type værktøjer, der skal til, hvis biodiversitet skal få reel betydning i materialevalg,” siger direktør i Dansk Træforening, Jakob Rygg Klaumann.
Samtidig må biodiversitet ikke vurderes isoleret, fortsætter Jakob Rygg Klaumann:
“Vi skal undgå biodiversitetstunnelsyn. Byggeriet skal både reducere klimaaftryk, ressourceforbrug og biodiversitetspåvirkning,”
I dag kan materialer være billige, selv om produktionen belaster naturen, fordi biodiversitet sjældent har en pris. Dermed mangler der incitament til at vælge løsninger med lavere påvirkning.
“Biodiversitet får først reel betydning i markedet, når det kan dokumenteres. Vi har brug for metoder og krav, der er fagligt stærke og praktisk anvendelige,” siger Lauritz Rasmussen, sekretariatschef i Træ i Byggeriet.
Partnerskabet peger derfor på behovet for bedre data, fælles metoder og klare rammer og bakker i fællesskab op om, at byggeriet bliver bedre til at måle og reducere biodiversitetspåvirkningen på et grundlag, der kan bruges i praksis, og som faktisk hjælper biodiversiteten.
Kontakt
Lauritz Rasmussen, sekretariatschef i Træ i Byggeriet, 2124 6455
Jakob Rygg Klaumann, direktør i Dansk Træforening, 40207464
Tanja Blindbæk Olsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien, 4074 5868
Pressemeddelelse: Byggeriet vil tage større ansvar for biodiversiteten
08-07-2026
SGAV melder at flere træarter kræver importmeddelelse ved import til EU 🔑
08-07-2026
Flere træarter kræver importmeddelelse ved import til EU 🔑
26-06-2026
Skærpede regler for grøn markedsføring på vej
26-06-2026
Invitation til ISC 2026 🔑
24-06-2026
Invitation til IHC 2026 🔑
24-06-2026